Flatcoated Retriever Danmarks annoncelister

Som medlem af Dansk Retrieverklub har du mulighed for at blive optaget på en række af vores annoncelister. Vi har fire annoncelister:

Hvalpelisten indeholder henvisninger til Flatcoated Retriever hvalpe, hanhundelisten er for hanhundeejere der stiller deres hanhund til rådighed for avl, kennellisten er en liste over danske kenneler/opdrættere af Flatcoated Retrievere og på omplaceringslisten kan du formidle voksne Flatcoated Retrievere, som søger nye hjem.

Sådan kommer du på annoncelisterne:

Hvalpelisten

På hvalpelisten kan du annoncere både planlagte kuld og hvalpe. Hvalpe inddeles efter om de opfylder racens krav til præmiering eller kun opfylder Dansk Kennel Klubs almindelige stambogsføringskrav.

For at opfylde racens præmieringskrav skal begge forældre være præmieret på både officielle markprøver (mindst en 3. pr. i begynderklasse på markprøve B) og udstillinger (mindst præmieringen 'Sufficient') eller have bestået kvalifikationsprøven inden parringen.

Raceledelsen opfordrer endvidere til at alle kuld opfylder DKK´s etiske anbefalinger og DRK/DKK's avlsanbefalinger.

Annonceringen koster 200 kr/måned

Kennelliste

Som opdrætter af Flatcoated retriever kan du få oplysninger om din kennel og link til din hjemmeside optaget på vores liste.

Det er gratis at blive optaget på listen.

Det eneste det kræver er medlemskab af Dansk Retrieverklub og tilknytning til Flatcoated Retriever. Raceledelsen opfordrer alle kenneler til at komme med på listen.

Hanhundelisten

Ejer du en Flatcoated Retriever han, som du ønsker at tilbyde i avlen, kan du blive oprettet på hanhundelisten.

Det eneste det kræver er, at hanhunden er stambogsført i Dansk Kennelklub, og at ejeren er medlem af Dansk Retrieverklub.

Omplaceringslisten

Har du en voksen Flatcoated Retriever, der søger nyt hjem, har du mulighed for at annoncere den her på omplaceringslisten.

Det er gratis at blive optaget på listen.